Fisketuren med flotte præmier fra Bue Net fandt mange vindere

Det var en flok af friske bådelaugsmedlemmer der stævnede ud på fisketur d. 9. maj. Med mere end frisk vind fra syd var det ikke det bedste fiskevejr – på trods af sol på himlen. Men Henrik i Sirius, Erik, Ivan og Erik i Deneb Nobuko, Steen i Leise, Hans og Ove i Hanna II var klar.

Da der blev indvejet vandt Henrik med en torsk på 2,705 kg (+ endnu en pæn torsk), Ivan med den  længste fisk, en flot hornfisk på 545 gr og Steen med endnu en hornfisk på 475 gr. De andre deltagere kom hjem tomhændede, men glædede sig på de andre vegne, sagde de i hvertfald. Nedenfor fotos af fiskeholdet og de glade vindere. Den lidt mutte mand bag solbrillerne er Bent, der ikke fangede noget, for han var ikke med.

Tak til Bue Net for flotte præmier.