Mere end 30 medlemmer mødte op den første onsdag i oktober for at høre om den udvidelse af den eksisterende skatebane, som foreningen Dragør Skatepark har til hensigt at forære kommunen, og som et flertal i Kommunalbestyrelsen hilser velkommen.

Forslaget blev præsenteret og kommenteret af formanden.
Et synspunkt på mødet var at med den annoncerede proces med at formulere en udviklingsplan for havnen burde gennemførelsen af Skatepark-projektet afvente indholdet af den udviklingsplan. Det vil blive indarbejdet i høringssvaret.
Bådelauget fokuserer desuden på to bekymringer i vort høringssvar:
Støj og uro risiko for hærværk.
Støj
Flertallet i Kommunalbestyrelsen forventes at godkende Skateparkens placering, uden at der gennemføres en støjmåling. Den beslutning baserer sig tilsyneladende på Skateforeningens forventning om at parken ikke støjer mere end “bølgeskvulp og vind i masterne” som en af initiativtagerne formulerer det til Dragør News. Og på en såkaldt screening, der ikke mener det nødvendigt med en støjmåling, fordi de nærmeste boliger er mere end 250 m væk. Jo, tak! siger vi, men hvad med fastliggere og gæster i havnen, der ligger lige ved siden af skateparken. Hvordan bevæger lyd sig over vand, når de kommer fra skateboards, der samles op og lander igen ? Det bør undersøges.
Uro og bekymring for hærværk
Placeringen ved havnen sker for at skabe tryghed blandt de unge skatere. Initiativtagerne ” ønsker en placering, hvor der er et naturligt flow af folk, der kommer forbi og holder opsyn” som de fortæller til Dragør News i marts 2024. Til det kan Bådelauget og sikkert også andre med deres daglige gang på havnen fortælle, at en sommeraften efter kl. 21.00 er der ikke noget naturligt flow på havnen til at holde opsyn. Her er arealet overladt til både lokale unge der hygger sig, men også andre unge der nogle gange støjer så fastliggere og gæster må kontakte politi for at forsøge at få ro på havnen.
Alle tre ovenstående forbehold og bekymringer vil indgå i Bådelaugets høringsvar.